Write to the booksellers2 books for « howitz franz gothard »Edit
Ultimatum, angaaende Determinismen og Etatsraad Ørsteds Fortsatte Bemærkninger om samme.
Kjøbenhavn, A. Seidelin, 1825. 8vo. Indbundet i et nyere sort helshirtbind med forgyldt rygtitel. Særdeles ren indvendig. (2),68,(1: errata) pp.
Originaludgaven af Howitz' tredie og sidste indlæg i fejden mod Ørsted om viljens frihed, -den sjældneste af de tre og tillige det klareste og bedste af hans tre indlæg.I dette afsluttende værk løsriver Howitz sig fra materialismen og betragter den som ren erfaringssandhed. Således kommer indeterminismen til at benægte årsagssætningens almene gyldighed, og erfaring som grundlaget for videnskaben ryger. Med den første af afhandlingerne fra 1824, ""Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psykologien og Retslæren"", indledte Howitz det 19. århundredes danske diskussion om viljens frihed. Howitz mente, at samtidens retslærde (med Ørsted i spidsen) ikke forstod forholdet mellem menneskets normale fornuftstilstand og den afsindige tilstand, og han påbegyndte dermed en diskussion af det juridiske begreb om tilregnelighed, bag hvilket han mente at se Kants frihedslære. Hans mål var at få ændret synet på domme i straffesager, hvor ydre omstændigheder burde siges at kunne svække den sagsøgtes evne til at handle fuldt rationelt, - dette foregriber således et fokus på faktorer, der i dag lægges megen vægt på, når der afsiges domme.Med Hume søger Howitz således at gendrive Kants lære om menneskets frihed. Han sætter lighedstegn mellem forholdet motiv-handling og forholdet årsag-virkning, og således kan der, ifølge Howitz, når det gælder menneskelige handlinger, heller ikke findes noget, der er uden årsag. Howitz opfattede dog ikke, helt på linie med Hume, denne naturnødvendighed som værende i modstrid med friheden.Efter Howitz' første skrift svarer Ørsted i 1824 igen med sin ""Et Par Ord"" i Anledning af den foranstaaende Afhandling"". Howitz' andet værk fra 1824, ""Determinismen eller Hume imod Kant"", er et gensvar på Ørsteds svar, og Howitz fastholder sine meninger fra det første indlæg og sætter trumf på ved bl.a. at påpege, ""at den kantske frihed er en videnskabelig uting, idet det må gælde for såvel den moralske som den fysiske natur, at den er underkastet love."" (Koch, p. 191)""Med Howitz' 180 sider store antikritik fik striden om viljens frihed en uheldig litterær drejning og kom mere til at handle om den rette tolkning af filosofiske påstande end om den sag, der lå Howitz på hjerte. Han citerede talrige autoriteter og diskuterede indgående, hvorvidt Kants erkendelsesteori og moralfilosofi rummer indre modsigelser eller ej. Da Ørsted kort efter vendte sig imod Howitz' antikritik, fandt han rig anledning til at understrege, at Howitz' filosofiske indsigt var betydelig mindre end hans arrogance over for anderledes tænkende."" (Koch, p. 191).
Determinismen eller Hume imod Kant. Et philosophisk Forsvar for Afhandlingen om Afsindighed og Tilregnelse. - [THE FIRST DANISH TRANSLATION OF HUME - WITHIN THE IMPORTANT DANISH DISCUSSION ON FREE WILL]
Kjøbenhavn, Andreas Seidelin,1824. 8vo. Indbundet i et nyere grønt helshirtbind med forgyldt rygtitel. Lettere brunet, ellers ren og pæn indvendig. XII,180 pp.
Den sjældne originaludgave af det andet af Howitz' vigtigste filosofiske skrifter, hans andet indlæg i striden mod Ørsted om viljens frihed. Heri findes tillige den første danske Hume-oversættelse: ""Om Frihed og Nødvendighed"", oversættelsen af afsnit 8 i ""An Enquiry Concerning Human Understanding."" I datidens Danmark var der få lærde, der kunne engelsk, og engelske skrifter var langt mindre indflydelsesrige end tyske og franske. Hume var således ikke tidligere særligt kendt i Danmark, og det er Howitz, der sætter fokus på ham og hans filosofi i Danmark.Med sin afhandling fra tidligere samme år, ""Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psykologien og Retslæren"", indledte Howitz i 1824 det 19. århundredes danske diskussion om viljens frihed."" (Koch, Den danske idealisme, p. 183). Howitz mente, at samtidens retslærde (med Ørsted i spidsen) ikke forstod forholdet mellem menneskets normale fornuftstilstand og den afsindige tilstand, og han påbegyndte dermed en diskussion af det juridiske begreb om tilregnelighed, bag hvilket han mente at se Kants frihedslære. Hans mål var at få ændret synet på domme i straffesager, hvor ydre omstændigheder burde siges at kunne svække den sagsøgtes evne til at handle fuldt rationelt, - dette foregriber således et fokus på faktorer, der i dag lægges megen vægt på, når der afsiges domme.Med Hume søger Howitz således at gendrive Kants lære om menneskets frihed. Han sætter lighedstegn mellem forholdet motiv-handling og forholdet årsag-virkning, og således kan der, ifølge Howitz, når det gælder menneskelige handlinger, heller ikke findes noget, der er uden årsag. Howitz opfattede dog ikke, helt på linie med Hume, denne naturnødvendighed som værende i modstrid med friheden.Efter Howitz' første skrift svarer Ørsted i 1824 igen med sin ""Et Par Ord"" i Anledning af den foranstaaende Afhandling"". Howitz' værk, ""Determinismen eller Hume imod Kant"" er et gensvar på Ørsteds svar, og Howitz fastholder sine meninger fra det første indlæg, og sætter trumf på ved bl.a. at påpege, ""at den kantske frihed er en videnskabelig uting, idet det må gælde for såvel den moralske som den fysiske natur, at den er underkastet love."" (Koch, p. 191)""Med Howitz' 180 sider store antikritik fik striden om viljens frihed en uheldig litterær drejning og kom mere til at handle om den rette tolkning af filosofiske påstande end om den sag, der lå Howitz på hjerte. Han citerede talrige autoriteter og diskuterede indgående, hvorvidt Kants erkendelsesteori og moralfilosofi rummer indre modsigelser eller ej. Da Ørsted kort efter vendte sig imod Howitz' antikritik, fandt han rig anledning til at understrege, at Howitz' filosofiske indsigt var betydelig mindre end hans arrogance over for anderledes tænkende."" (Koch, p. 191).
