Write to the booksellers6 books for « howitz f g »Edit
Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren. - [DEDIKATIONSEKSEMPLAR AF VÆRKET, DER INDLEDTE STRIDEN OM VILJENS FRIHED.]
Kjøbenhavn, A. Seidelin, 1824. 8vo. Indbundet i et pænt, samtidigt halvlæderbind med enkel rygforgyldning og forgyldt titeletiket på ryg. Øvre kapitæl og ydre false med slid. Kantslid. Hjørner stødte. Med egenhændig dedikation fra forfatteren på forsatsbladet. Trykt på skrivepapir. Ren og pæn indvendig. (4),VIII,117,(1: errata) pp.
![Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren. - [DEDIKATIONSEKSEMPLAR AF VÆRKET, DER INDLEDTE STRIDEN OM VILJENS FRIHED.]. ...](https://static.livre-rare-book.com/pictures/LLX/61898_1_thumb.jpg)
![Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren. - [DEDIKATIONSEKSEMPLAR AF VÆRKET, DER INDLEDTE STRIDEN OM VILJENS FRIHED.]. ...](https://static.livre-rare-book.com/pictures/LLX/61898_2_thumb.jpg)
![Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren. - [DEDIKATIONSEKSEMPLAR AF VÆRKET, DER INDLEDTE STRIDEN OM VILJENS FRIHED.]. ...](https://static.livre-rare-book.com/pictures/LLX/61898_3_thumb.jpg)
Et nydeligt dedikationseksemplar af den sjældne originaludgave af Howitz' vigtigste skrift, - værket, der indledte den danske strid om viljens frihed, den såkaldte Howitz-fejde.""Med afhandlingen ""Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psykologien og Retslæren"", indledte Howitz i 1824 det 19. århundredes danske diskussion om viljens frihed."" (Koch, Den danske idealisme, p. 183). Howitz mente, at samtidens retslærde (med Ørsted i spidsen) ikke forstod forholdet mellem menneskets normale fornuftstilstand og den afsindige tilstand, og han påbegyndte dermed en diskussion af det juridiske begreb om tilregnelighed, bag hvilket han mente at se Kants frihedslære. På flere fronter foregriber han emner, der forekommer meget moderne. For det første var hans mål, i opposition til Ørsted, at få ændret synet på domme i straffesager, hvor ydre omstændigheder burde siges at kunne svække den sagsøgtes evne til at handle fuldt rationelt, - en foregriben af moderne retspraksis.Samtidig behandler han spørgsmålet om sindssygdom som et spørgsmål om enhver anden legemlig sygdom. Han gør sig til talsmand for en biologisk funderet psykiatri, der sidestiller psykiske lidelser med fysiske lidelser ved at finde sædet for denne type sygdomme i hjernen. Ved at anse afsindighed og dermed også utilregnelighed for en indskrænkning af fornuften eller dens brug skyldet en sygdom i et af legemets organer, konkluderer han blot, at fornuftens indflydelse på den afsindiges handlinger ikke er tilstrækkelig. Ved at betragte sindslidelser som somatiske, dvs. som fysiske sygdomme placeret i hjernen, mener Howitz, at den egentlige utilregnelige eller afsindige tilstand nemt kan adskilles fra den lidenskabeligt bestemte tilstand, og de afsindige udgør ingen forskel fra den øvrige menneskeslægt, men er blot en underafdeling blandt de syge mennesker. ""Manglen på fornuftig selvbestemmelse kan foreligge i grader. Med eksempler hentet fra psykiatrien kan Howitz vise, at distinktionen mellem afsindighed og tilregnelighed ikke er skarp, og at der findes en række overgangstilstande mellem normalitet og total afsindighed. Dette medfører, at den frihed, som både Ørsted og Howitz hævder er træk ved det raske og normale menneske, kan foreligge i grader, og at tilregneligheden i overensstemmelse hermed kan være større eller mindre. Når dette er tilfældet, må dommeren også inddrage overvejelser over frihedsgrader i forbindelse med strafudmåling, hvilket Ørsted jo havde benægtet."" (Koch, Den danske idealisme, p. 187).Med Hume og Spinoza søger Howitz at gendrive Kants lære om menneskets frihed. Med Hume sætter han lighedstegn mellem forholdet motiv-handling og forholdet årsag-virkning, og således kan der ifølge Howitz når det gælder menneskelige handlinger, heller ikke findes noget, der er uden årsag. Howitz opfattede dog ikke, helt på linie med Hume, denne naturnødvendighed som værende i modstrid med friheden. Der er ingen tvivl om, at et skrift af en art som Howitz' ""Om Afsindighed og Tilregnelse"" har virket provokerende på den filosofisk idealistiske samtid, der ikke anerkendte nogen form for materialistisk determinisme, og det var nærmest en nødvendighed for at A.S. Ørsted at svare på dette provokerende skrift. Således skriver Ørsted allerede samme år ""Et Par Ord"" i Anledning af den foranstaaende Afhandling"". Fejden, striden om viljens frihed, er nu i fuld gang, og hele det filosofiske Danmark inddrages heri. Allerede samme år svarer Howitz igen på Ørsteds svar, med sit værk ""Determinismen eller Hume imod Kant"". Howitz fastholder heri sine meninger fra det første indlæg, og sætter trumf på ved bl.a. at påpege, ""at den kantske frihed er en videnskabelig uting, idet det må gælde for såvel den moralske som den fysiske natur, at den er underkastet love."" (Koch, p. 191)""Med Howitz' 180 sider store antikritik fik striden om viljens frihed en uheldig litterær drejning og kom mere til at handle om den rette tolkning af filosofiske påstande end om den sag, der lå Howitz på hjerte. Han citerede talrige autoriteter og diskuterede indgående, hvorvidt Kants erkendelsesteori og moralfilosofi rummer indre modsigelser eller ej. Da Ørsted kort efter vendte sig imod Howitz' antikritik, fandt han rig anledning til at understrege, at Howitz' filosofiske indsigt var betydelig mindre end hans arrogance over for anderledes tænkende."" (Koch, p. 191).I 1825 udgav Howitz sit sidste indlæg i fejden, ""Ultimatum, angaaende Determinismen og Etatsraad Ørsteds Fortsatte Bemærkninger om samme"", et skarpt og klart værk. Året efter døde han.Presentation-copy of Howitz' most important philosophical work. With his first work of 1824, ""Om Afsindighed og Tilregnelse..."" Howitz initiated the important 19th century Danish discussion on free will. Howitz claimed that those learned in the law (at that time led by Oersted) did not understand the relationship between the normal rational state of man and the mad state, and he thus initiated a discussion about the legal term of imputability, behind which he meant to see Kant's notion of liberty.With the thoughts of Hume, Howitz sets out to refute Kant's notion of human free will. He equals the relationship between motivation and act with the relationship between cause and effect, and thus, according to Howits, there can be no human act without cause. Like Hume, Howitz did not understand this natural necessity as being in opposition to freedom.After Howitz' first work, Oersted answers back in 1824 with his ""Et Par Ord..."", and after this, two other works by both follow. All three by Howitz are rare.
Ultimatum, angaaende Determinismen og Etatsraad Ørsteds Fortsatte Bemærkninger om samme.
Kjøbenhavn, A. Seidelin, 1825. 8vo. Indbundet i et nyere sort helshirtbind med forgyldt rygtitel. Særdeles ren indvendig. (2),68,(1: errata) pp.
Originaludgaven af Howitz' tredie og sidste indlæg i fejden mod Ørsted om viljens frihed, -den sjældneste af de tre og tillige det klareste og bedste af hans tre indlæg.I dette afsluttende værk løsriver Howitz sig fra materialismen og betragter den som ren erfaringssandhed. Således kommer indeterminismen til at benægte årsagssætningens almene gyldighed, og erfaring som grundlaget for videnskaben ryger. Med den første af afhandlingerne fra 1824, ""Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psykologien og Retslæren"", indledte Howitz det 19. århundredes danske diskussion om viljens frihed. Howitz mente, at samtidens retslærde (med Ørsted i spidsen) ikke forstod forholdet mellem menneskets normale fornuftstilstand og den afsindige tilstand, og han påbegyndte dermed en diskussion af det juridiske begreb om tilregnelighed, bag hvilket han mente at se Kants frihedslære. Hans mål var at få ændret synet på domme i straffesager, hvor ydre omstændigheder burde siges at kunne svække den sagsøgtes evne til at handle fuldt rationelt, - dette foregriber således et fokus på faktorer, der i dag lægges megen vægt på, når der afsiges domme.Med Hume søger Howitz således at gendrive Kants lære om menneskets frihed. Han sætter lighedstegn mellem forholdet motiv-handling og forholdet årsag-virkning, og således kan der, ifølge Howitz, når det gælder menneskelige handlinger, heller ikke findes noget, der er uden årsag. Howitz opfattede dog ikke, helt på linie med Hume, denne naturnødvendighed som værende i modstrid med friheden.Efter Howitz' første skrift svarer Ørsted i 1824 igen med sin ""Et Par Ord"" i Anledning af den foranstaaende Afhandling"". Howitz' andet værk fra 1824, ""Determinismen eller Hume imod Kant"", er et gensvar på Ørsteds svar, og Howitz fastholder sine meninger fra det første indlæg og sætter trumf på ved bl.a. at påpege, ""at den kantske frihed er en videnskabelig uting, idet det må gælde for såvel den moralske som den fysiske natur, at den er underkastet love."" (Koch, p. 191)""Med Howitz' 180 sider store antikritik fik striden om viljens frihed en uheldig litterær drejning og kom mere til at handle om den rette tolkning af filosofiske påstande end om den sag, der lå Howitz på hjerte. Han citerede talrige autoriteter og diskuterede indgående, hvorvidt Kants erkendelsesteori og moralfilosofi rummer indre modsigelser eller ej. Da Ørsted kort efter vendte sig imod Howitz' antikritik, fandt han rig anledning til at understrege, at Howitz' filosofiske indsigt var betydelig mindre end hans arrogance over for anderledes tænkende."" (Koch, p. 191).
Determinismen eller Hume imod Kant. Et philosophisk Forsvar for Afhandlingen om Afsindighed og Tilregnelse. - [THE FIRST DANISH TRANSLATION OF HUME - WITHIN THE IMPORTANT DANISH DISCUSSION ON FREE WILL]
Kjøbenhavn, Andreas Seidelin,1824. 8vo. Indbundet i et nyere grønt helshirtbind med forgyldt rygtitel. Lettere brunet, ellers ren og pæn indvendig. XII,180 pp.
Den sjældne originaludgave af det andet af Howitz' vigtigste filosofiske skrifter, hans andet indlæg i striden mod Ørsted om viljens frihed. Heri findes tillige den første danske Hume-oversættelse: ""Om Frihed og Nødvendighed"", oversættelsen af afsnit 8 i ""An Enquiry Concerning Human Understanding."" I datidens Danmark var der få lærde, der kunne engelsk, og engelske skrifter var langt mindre indflydelsesrige end tyske og franske. Hume var således ikke tidligere særligt kendt i Danmark, og det er Howitz, der sætter fokus på ham og hans filosofi i Danmark.Med sin afhandling fra tidligere samme år, ""Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psykologien og Retslæren"", indledte Howitz i 1824 det 19. århundredes danske diskussion om viljens frihed."" (Koch, Den danske idealisme, p. 183). Howitz mente, at samtidens retslærde (med Ørsted i spidsen) ikke forstod forholdet mellem menneskets normale fornuftstilstand og den afsindige tilstand, og han påbegyndte dermed en diskussion af det juridiske begreb om tilregnelighed, bag hvilket han mente at se Kants frihedslære. Hans mål var at få ændret synet på domme i straffesager, hvor ydre omstændigheder burde siges at kunne svække den sagsøgtes evne til at handle fuldt rationelt, - dette foregriber således et fokus på faktorer, der i dag lægges megen vægt på, når der afsiges domme.Med Hume søger Howitz således at gendrive Kants lære om menneskets frihed. Han sætter lighedstegn mellem forholdet motiv-handling og forholdet årsag-virkning, og således kan der, ifølge Howitz, når det gælder menneskelige handlinger, heller ikke findes noget, der er uden årsag. Howitz opfattede dog ikke, helt på linie med Hume, denne naturnødvendighed som værende i modstrid med friheden.Efter Howitz' første skrift svarer Ørsted i 1824 igen med sin ""Et Par Ord"" i Anledning af den foranstaaende Afhandling"". Howitz' værk, ""Determinismen eller Hume imod Kant"" er et gensvar på Ørsteds svar, og Howitz fastholder sine meninger fra det første indlæg, og sætter trumf på ved bl.a. at påpege, ""at den kantske frihed er en videnskabelig uting, idet det må gælde for såvel den moralske som den fysiske natur, at den er underkastet love."" (Koch, p. 191)""Med Howitz' 180 sider store antikritik fik striden om viljens frihed en uheldig litterær drejning og kom mere til at handle om den rette tolkning af filosofiske påstande end om den sag, der lå Howitz på hjerte. Han citerede talrige autoriteter og diskuterede indgående, hvorvidt Kants erkendelsesteori og moralfilosofi rummer indre modsigelser eller ej. Da Ørsted kort efter vendte sig imod Howitz' antikritik, fandt han rig anledning til at understrege, at Howitz' filosofiske indsigt var betydelig mindre end hans arrogance over for anderledes tænkende."" (Koch, p. 191).
Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren. - [INITIATING THE ""HOWITZ-DISPUTE"" ON FREE WILL - PRESENTATION-COPY FOR GRUNDTVIG]
Kjøbenhavn, 1824. Small 8vo. Original paper covered boards. Remains of gilt title-plabel to spine. Spine worn and corners bumped. Internally brownspotted. (4), VIII, 117"" (1) pp.
Magnificent presentation-copy - for Grundtvig - of the scarce first edition of Howitz' most important philosophical work. With his first work of 1824, ""Om Afsindighed og Tilregnelse..."" Howitz initiated the seminal 19th century Danish discussion on free will, known as the ""Howitz-dispute"". Inscribed to front free end-paper: ""Til / Hr. Pastor N. F. S. Grundtvig / Ærbødigst / fra / Forfatteren"" (i.e. ""For / Mr. Pastor N. F. S. Grundtvig / most respectfully / from / the author"". The Danish pastor Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) is arguably, together with Kierkegaard (and perhaps Hans Christian Andersen) the most influential Danish author of all time. He holds a unique position in Danish cultural history, profoundly forming Danish society, the national spirit of which is still widely Grundtvigian. Danish national institutions are widely based on Grundtivg's ideals, and the new form of nationalism that his ideas gave rise to in the last half of the 19th century still permeates Danish society and Danish national understanding. In this foundational work ""On Madness and Ascribing Responsibility:"", Howitz claimed that those learned in the law (at that time led by Oersted) did not understand the relationship between the normal rational state of man and the mad state, and he thus initiated a discussion about the legal term of imputability, behind which he saw Kant's notion of liberty. With the thoughts of Hume, Howitz sets out to refute Kant's notion of human free will. He equals the relationship between motivation and act with the relationship between cause and effect, and thus, according to Howits, there can be no human act without cause. Like Hume, Howitz did not understand this natural necessity as being in opposition to freedom.""The so-called “Howitz-dispute,” which arose in Copenhagen in the second half of the 1820s, represents a sort of tear in a monotonous and uniform ideological fabric, whose consequences are destined to last until the middle of the century and ideally join together with the strongest continental currents. The dispute takes its name from the Danish professor of forensic medicine, Frantz Gotthard Howitz (1789-1826), who wrote in 1824 the treatise On Madness and Ascribing Responsibility: A Contribution on Psychology and Jurisprudence, in which he considered a problem to which the entire post-revolutionary civil society was looking for a fair solution, namely, the problematic relationship between madness and the ascription of responsibility. The treatise immediately evoked a number of critical reactions, since the author “accused” the Danish law of the time of being based on Kant’s view of morality. Howitz’s treatise has the merit of originality not only because, from a chronological point of view, it comes before many of the most important writings on the theme of madness and imputability (and its author is thoroughly acquainted with the inter-national scientific literature on mental illnesses), but also because it shows how at the root of the Danish clinical and legal reasoning of the time, there was the Kantian moral doctrine."" (Ingrid Basso: On Madness and Free Will: a Kantian Debate in Denmark in the First Half of 19th Century).
Qvinam Cachexiæ sit in Nosologia et Pathologia locus juste assignandus. Dissertatio inauguralis Medica qvam pro Gradu Doctoris...Respondente Johanne Ludovico Heiberg.
Hafniæ, Græbe, 1815. Lille 8vo. Orig. marmoreret papirsbd. Rygpapir med rifter. VIII,238 pp. Trykt på svært papir.
Howitz er særlig kendt for hans deltagelse i striden om viljens frihed. - Her foreligger hans medicinske disputats indenfor patologi. - Bibl. Dan. I:835.
Johan Ludvig Heiberg efter Døden.
Kjøbenhavn, C. Steen, 1842. Lille8vo. Indbundet med orig. bogtrykt for-og bagomslag i smukt senere papbd. med skindtitel og marmoreret overtrækspapir. Ubeskåret og helt frisk.
Originaludgaven. Hovedmanden bag denne vittige parodi over Heibergs ""En Sjæl efter Døden"" var Chr.K.F. Molbech, men det siges, at både Carl Ploug og Hans Brøchner er medforfattere.
